Forpligtelser i opsigelsesperioden, herunder
loyalitetsforpligtelser
I opsigelsesperioden fortsætter ansættelsesforholdet som
udgangspunkt på helt normal vis: Medarbejderen skal udføre
sit arbejde loyalt og ordentligt, og modtager fuld løn inkl. alle
normale tillæg, goder osv. indtil opsigelsesvarslet udløber.
Medarbejderens loyalitetsforpligtelse overfor dig under ansættelsesforholdet
gælder også i opsigelsesperioden. Denne
loyalitetsforpligtelse forhindrer f.eks. medarbejdere i at arbejde
hos en konkurrent under ansættelsen hos dig, men denne del af
loyalitetsforpligtelsen ophører samtidig med ansættelsen hos dig,
hvis der ikke er aftalt en konkurrenceklausul.
Men medarbejderen må gerne i opsigelsesperioden søge andet
arbejde, også hos en konkurrent, ligesom medarbejderen må
forberede konkurrerende virksomhed, så længe han/hun ikke gør
noget i opsigelsesperioden, der er i direkte konkurrence med dig.
Hvis medarbejderen er funktionær, skal du også give fri til
ansættelsessamtaler.
Dine forpligtelser og rettigheder over for medarbejderen
fastholdes som udgangspunkt også i opsigelsesperioden. Dvs. du
skal betale normal løn, og give medarbejderen normal adgang til
arbejdspladsen mv.
Konflikter
På en arbejdsplads er det naturligt, at der ind imellem er små
konflikter. Uenighed er ikke i sig selv skidt men kan vise, at der
er flere veje frem. Grundlæggende har du som arbejdsgiver og
din ansatte ikke de samme interesser, og ind imellem fører det til
uenighed. Men i arbejdsgruppen er parterne ikke lige: Du er som
arbejdsgiver den, der beslutter om samarbejdet fortsætter eller
ophører. Så selvom begge parter bør medvirke til at få et velfungerende
arbejdsmiljø, er det dit ansvar at skabe rammer for, at det
kan lade sig gøre.
Det er lettest helt at forebygge alvorlige konflikter, og det kan
blandt andet gøres ved, at der er klar kommunikation fra din
side om, hvad du forventer dig af din medarbejder. Samtidig
kan du give medarbejderen mulighed for at foreslå ændringer,
forbedringer og fremsætte ønsker til arbejdspladsen fremover,
for eksempel ved medarbejder udviklingssamtaler, som vi kort
beskrev i kapitel 3.
Hvis konflikterne tager overhånd, det vil sige fylder for meget
i jeres hverdag eller generer udførelsen af arbejdet, skal du tage
skridt til at få dem stoppet. Løsningen er som regel kommunikation.
Hvis du er medlem af en arbejdsgiverforening eller på
anden måde har adgang til rådgiverassistance, kan det være en
god støtte at få drøftet sagen igennem med en erfaren rådgiver.
Du kan finde henvisning til relevant rådgivning på WEB
http://franciskaner.dk/bind4.
Advarsel
En ”advarsel” i ansættelsesmæssig sammenhæng er en skriftlig
påtale, som du giver medarbejderen, hvis medarbejderen ikke har
overholdt ansættelsesaftalen.
